Regler for spillet

Den 9. april skal være en dag med masser af sjov og ikke mindst – Bingo Banko! Det kræver, at vi har nogle regler for, hvordan vi spiller. Og det er dem, du kan læse nedenfor.

Spilleplader og flere med banko

Bingo Banko er et talspil bestående af 90 numre som i et helt normalt bankospil. I hvert spil udtrækkes et antal numre. Spillepladerne købes i indgangen og i pauserne. Kun de spilleplader, der er købt ved eventen kan bruges til at deltage i spillet.

Alle, der har en billet til eventen den 9. april, og som har købt en eller flere spilleplader, kan spille med. Men der er ikke præmiegaranti, hvis du får bingo. Er der to eller flere der får bingo på samme tid, afgøres det hvem der vinder ved lodtrækning. Vinderen af lodtrækningen får præmien. Det er værterne for Bingo Banko, som foretager denne afgørelse på selve dagen.

To former for spil

I Bingo Banko for Børnecancerfonden spilles der to former for spil: 1 række og fuld plade. I spillet om 1 række, har du bingo, når alle tallene på en vandret række er trukket.

Når vinderen af 1 række er fundet, går vi videre til at spille om fuld plade. Her skal du have samtlige tal på én plade for at have bingo. Der spilles i alt 3 spil i forbindelse med Bingo Banko.

Vi trækker numre på sjove måder

I Bingo Banko trækkes numrene både på traditionel vis, som ved et ”normalt bankospil; men blandt andet også i forbindelse med små sjove konkurrencer, som publikum involveres i. Derfor kan det også forekomme, at det samme nummer udtrækkes to gange i samme spil. Skulle det ske, at vi trækker et nummer, som allerede er udtrukket, vælges næste ledige nummer i talrækken. Værterne på scenen nævner det nye nummer.

Gevinster

Selv om der er rigtigt mange gevinster på højkant i Bingo Banko for Børnecancerfonden, er der ingen garanti for at alle får en gevinst med hjem! Alle børn får dog en ”Børnepose” med hjem med forskellige spændende ting i. Men husk at de største vindere denne dag, er dem som Børnecancerfonden og Team Rynkeby kæmper for, nemlig de kræftramte børn og deres familier!